Nonbye investerer i Sverige
Som en led i en strategi for det skandinaviske marked har Nonbye overtaget en betydelig aktiepost i firmaet CI-Concept, der er en vigtig leverandør på det svenske marked. Med i købet følger 5 nye svenske kolleger til danskerne.
”CI-Concept giver os adgang til 50 års salgserfaring i den svenske skiltebranche. Vi har fundet en virksomhed, der matcher os i opbygning og koncept. Det er folk, der er vant til at forhandle på meget højt niveau. CI-Concept har ligesom os fokus på – og kontakt med - de store internationale slutkunder, som vi her får direkte adgang til i Sverige.,” siger adm. direktør Lars Nonbye og pointerer, at al produktion fortsat vil foregå i Odder.
Volumen og håndtering
”Efterhånden som teknikken har udviklet sig, er det ikke længere interessant at sælge til forhandlermarkedet i Sverige. Vores struktur er blevet sådan, at vi er bedst til at løse de helt store opgaver. Det vil vi også gerne gøre på det svenske marked. Vi har kapaciteten og bredden til både at udvikle og implementere løsningen, når en kæde eksempelvis ønsker nye facader på alle butikker på en gang. Eller når en virksomhed som Arla skal have udskiftet alle bilers logoer. Det er blandt andet denne evne til at håndtere de store opgaver, vi kan tilbyde vores skandinaviske kunder, der ser vi et marked,” siger Eksportchef Henning Lerche.
”Der er samtidig en tendens til, at de store brands ser Skandinavien som et samlet hele. Derfor er det vigtigt for os at være repræsenteret med direkte kontakt til beslutningstagere i de to lande. For eksempel vil en ændring af en international virksomheds grafiske udtryk få konsekvenser i hele Skandinavien. Den slags opgaver ønsker vi at kunne håndtere.”
Sparring og kreativitet
Det er også fokus på samarbejde frem for produkter, der har givet Nonbye medvind i Danmark. Det har resulteret i kreative løsninger for kunder som Bestseller, Lego, B&O og Arla, som i dag tager Nonbye med på råd tidligt i processen.
”Inden for de seneste år har vi i højere grad bevæget os fra at være ordreproducerende til at være sparringspartnere for slutkunder, og det kræver, at vi dels har den nyeste teknologi og dels ved hvordan den kan bruges så den giver den optimale effekt over for slutbrugeren. Det er også den idé vi tror på kan sælge i resten af Skandinavien. I Sverige er vi i forvejen kendte for at kunne levere en høj kvalitet. Med købet af CI-Concpet kan vi blive kendte for alt det andet, vi kan.” siger Lars Nonbye, der i løbet af fem år regner med at nå en årlig omsætning på 30 millioner i Sverige.